Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

De små børns Bornholm

Danske Kommuner efterlyser metoder, som de kan bruge til at sikre en tidlig og effektiv indsats både i forhold til at understøtte forældrekompetencer, styrke dagtilbuddenes læringsmiljøer og styrke samarbejdet med civilsamfundet.

Det vil fuldskalaprojektet De små børns Bornholm bidrage til.

Indsatsen skal komme de bornholmske børn til gavn og bidrage til at løfte børn på Bornholm, som har brug for støtte i de tidlige år. Målet er også, at de udviklede metoder skal kunne spredes til alle danske kommuner.

De små børns Bornholm er centreret omkring fire spor, som indeholder en række indsatsområder, hvor hjælp og støtte til småbørnsfamilierne intensiveres, sættes ind tidligere og flyttes tættere på småbørnsfamiliers hverdag.

Tidlig indsats og opsporing - fokus på styrket indsats overfor gravide og nybagte forældre.

Dagtilbudsindsatsen - fokus på et kvalitetsløft af dagtilbud og styrket samarbejde mellem bl.a. sundhedspleje og dagtilbud.

Myndighedsarbejdet - fokuserer på tværfagligt samarbejde.

Netværk og civilsamfund - fokus på styrket samarbejde med civilsamfundet og det nære lokalmiljø.

Formålet med programmet De Små Børns Bornholm

De små børns Bornholm er et samlet og helhedsorienteret program for alle 0-6-årige børn på Bornholm. Formålet er at styrke, gentænke og videreudvikle den samlede kommunale indsats for småbørnsfamilier på øen, så endnu flere børn får de rette betingelser for at trives, lære og udvikle sig.

Fokus er både på at løfte børnene her og nu - og varigt at ændre tilgangen til de små børn på Bornholm - og på sigt i andre kommuner.

De små børns Bornholm er vokset ud af småbørnsalliancen, hvis formål er at: Alle små børn skal have de samme chancer for at trives, lære og udvikle sig.

Det langsigtede mål er, at når de små børn på Bornholm kommer bedre fra start i livet, så vil de også klare sig bedre i skolen og i livet, herunder at flere unge vil kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.

Bornholms Regionskommune gennemførte i 2018/2019 et forprojekt til De små børns Bornholm under samme titel – også med støtte fra Egmont Fonden. Forprojektet var baseret på en inddragende tilgang. Programmet fortsætter med at inddrage både de voksne og børnene i de bornholmske familier, så tilbuddene kan udvikles på en måde, der matcher reelle behov hos familierne.

I De små børns Bornholm er de alleryngste bornholmere blandt de vigtigste deltagere. Vi vil give børnene en stemme, både når indsatserne udvikles og implementeres og endelig i evalueringerne. Vi kommer til at invitere børnene til at udtrykke sig om deres oplevelser af hverdagen i de bornholmske dagtilbud, og om hvordan det er at være barn på Bornholm. Ved at lære af børnenes perspektiver, understøtter vi ikke kun børns ret til indflydelse på eget liv. Vi kan også træffe kloge beslutninger, fordi vi gennem børnene får adgang til perspektiver og indsigter, vi ellers ikke havde mulighed for at få.

Den kommende indsats/program løber i årene 2020-2023.

Link til De Små Børns Bornholms hjemmesidehttps://www.desmaaboernsbornholm.dk/

Link til De Små Børns Bornholms Facebook sideDe små børns Bornholm - Startside | Facebook