Retningslinjer for fødselsdage
Fødselsdage er noget særligt, - især for børn, og vi vil i Børnehuset Søstjernen meget gerne være med til at gøre hvert enkelt barns fødselsdag til netop det.
Noget særligt!
Vi har derfor opbygget faste traditioner for, hvordan vi holder børnenes fødselsdage i huset.
- Der tændes lys for fødselsdagsbarnet
- Vi synger fødselsdagssang
- Vi råber fælles hurra
- Vi har lavet en gave
- Man har lov til at medbringe lidt godt hjemmefra til uddeling
- Og endelig er der også den mulighed at invitere hjem
Når det så er sagt, så vil vi samtidig ridse nogle retningslinjer op. Dette er nødvendigt, da huset i sagens natur holder 70-80 fødselsdage om året, og vi vil sikre, at børnene hver især oplever, at deres dag er noget særligt uden at fødselsdagene sammenlagt kommer til at fylde for meget både i forhold til, hvad vi spiser, og hvad vi tilbyder af aktiviteter.
Retningslinjer
- Holder man sin fødselsdag i børnehaven medbringes kun 1 ting til uddeling. Vi opfordrer til at tænke i sunde baner, så vi undgår for meget kage og søde sager. Der er rigtig meget inspiration på nettet til, hvordan man kan gøre frugt sjovt, inspirerende og lækkert.
- Inviterer man hjem til sin fødselsdag, så holder man IKKE også fødselsdag i børnehaven
- Inviterer familien børnehaven hjem i åbningstiden, så sørger børnehaven for gaven. Der medbringes ikke gaver fra barn til barn!
Inviterer familien børnehaven hjem i åbningstiden, så kan man invitere enten hele sin vugge-børnehavegruppe eller sin turgruppe. Dette for at sikre at ingen børn oplever at blive valgt fra, og at der samtidig er personaleressourcer til alle børn.